Deltag i Grenaa Kunststi 2026
Open call for kunstnere
Grenaa Kunststi inviterer kunstnere til at deltage i en stor udendørs udstilling i Grenå Plantage fra d. 19. juli til d. 30. august. Langs en rute på ca. 2,4 km kan publikum opleve kunst i naturens egne i rammer.
Vi søger værker, der kan fungere udendørs og indgå i mødet mellem kunst og natur. Det kan være skulptur, installation, keramik, tekstil, maleri eller andre kunstneriske formater, så længe værkerne egner sig til udendørs udstilling. I 2026 har vi fravalgt den indendørs maleriudstilling i Hotel Marinas selskabslokaler. Det betyder, at vi udelukkende koncentrerer os om udstillingen i Grenå Plantage.
Praktisk information
Værkerne skal kunne tåle at stå udendørs i udstillingsperioden og sikres mod vind og vejr.
Det er en fordel, at værkerne har en vis robusthed og tydelighed i landskabet.
Værker må have en maksimal højde på ca. 4 meter og placeres i en afstand af op til ca. 5 meter fra stien.
Der må ikke skæres i bevoksningen eller laves større udgravninger, men værker må gerne monteres med for eksempel jordspyd, og enkelte værker kan ophænges i træerne med gummistropper.
I enkelte tilfælde kan der ydes praktisk støtte ved opstilling og nedtagning, så langt økonomien rækker.
Der findes ikke en særskilt forsikring for de udstillede værker. Deltagelse i udstillingen sker derfor på eget ansvar. Arrangørgruppen holder dog løbende øje med området og udstillingen gennem hele forløbet i det omfang det er muligt.
Valg af pladser, opstilling og nedtagning
Vi lægger vægt på, at kunstnerne selv kan være med til at vælge værkets placering, og derfor indbyder vi til en fælles gennemvandring af kunstruten tirsdag d. 12. maj. Vi mødes foran Hotel Marina kl. 19.00.
Værker kan opstilles i ugen op til åbningen og skal tages ned i ugen efter udstillingsperiodens afslutning.
Nedtagning kan tidligst ske søndag d. 30. august kl 16.00. Området skal efterfølgende efterlades som før.
Deltagelse og vilkår
Der kan udstilles solo eller som gruppe. Værkerne skal være nye og må ikke tidligere have været vist på Grenaa Kunststi.
For at deltage skal man være medlem af Kunstforeningen På Sporet. Kontingentet er 250 kr. og betales først, når man er blevet godkendt til at udstille.
For unge under 25 år er deltagelse gratis og for grupper aftales en særskilt reduceret pris.
Hvis et værk bliver solgt i forbindelse med udstillingen, beholder kunstneren hele beløbet. Kunstforeningen På Sporet tager altså ikke provision ved salg. Værket kan dog først overdrages til køber, når udstillingen er slut. Yderligere salg fra kunststien er ikke tilladt.
Foreningen sørger for PR, eksponering på grenaakunststi.dk, brochure, skiltning og koordinering.
Ansøgning
Hvis du ønsker at ansøge om deltagelse, bedes du sende følgende senest d. 3. juli 2026, og gerne før, da godkendelse sker løbende. Vær opmærksom på, at der lukkes for tilgang, når alle 60 pladser er besat.
1-3 billeder af dig selv, dine værker eller begge dele.
En kort beskrivelse på 50 til 500 ord om dig, dit værk eller din kunstneriske praksis.
Eventuelle kontaktoplysninger du ønsker delt på hjemmesiden, fx din mail, hjemmeside eller sociale medier.
Hvis du bliver udvalgt til at udstille, bliver billeder, tekst og eventuelle kontaktoplysninger brugt på din kunstnerside på Grenaa Kunststis hjemmeside.
Vigtige datoer
Ansøgningsfrist: hurtigst muligt og senest d. 3. juli 2026
Udstillingsperiode: 19. juli til 30. august 2026 kl 16.00
Gåtur på ruten: tirsdag d. 12. maj, Hotel Marina kl. 19.00
Åbning: søndag den 19. juli kl. 13.00
Opstilling: ugen op til åbningen
Nedtagning: fra den 30. august kl 16.00 og ugen efter
Send din ansøgning til
Email: grenaakunststi@gmail.com
Har du spørgsmål om deltagelse, værktype eller praktiske rammer, er du velkommen til at kontakte projektleder Ingolf Steffensen på tlf. 20 10 29 20
Kunstnere får svar om godkendelse cirka en uge efter, at kunstforeningen har modtaget ansøgningen. Når udstillingen er fyldt op, lukker vi for ansøgninger til dette års kunststi.